Historierne om Maine Coon katten er mange. En  vild legende siger, at Maine Coon katten er resultatet af en kærlighedsaffære mellem en vildkat og en vaskebjørn.

En anden historie siger at Samuel Clough, som var søfarer, skulle smugle dronning Marie Antoinette fra Frankrig til Wiscasset, USA. Hun blev dog halshugget, inden de kom af sted, men han fik hendes ejendele med til USA, som bl.a. var nogle langhårskatte, der skulle have startet Maine Coon bestanden.

Der fortælles også historier om en kaptajn ved navn Coon, der havde angorakatte med til USA. Disse katte blev kaldt Coon’s katte og det blev senere til Maine Coon katte. Andre igen hævder, at de nedstammer fra katte, der blev bragt til USA af vikingerne.
 

Uanset hvordan Maine Coon katten er opstået, er den blevet til en robust og stærk kat, der allerede ved første øjekast er noget særligt. Den var oprindelig vildkat, men flyttede alligevel ind hos folk på landet, som værdsatte den for dens gode evner som jæger. Dens lyd er melodiøs, hvilket man ofte hører, da det er en meget snakkende kat.
 

Tilbage i 1860 blev Maine Coon katten populær på katteudstillinger, dog senere overskygget af de mere eksotiske raser. På et tidspunkt troede man at racen var uddød, men racen opnåede officiel anerkendelse omkring 1980, og er nu en af de mest populære katteracer. Maine Coon katten er erklæret for Statskat for staten Maine.
 

Der er flere forskellige standarder for Maine Coon katten i USA, og de siger selv, at de ønsker plads til forskellighed. Standarderne er næsten ens, men det kan alligevel give forskellighed i udseendet. Derudover har Fife også en standard, som i 1994 blev til i samarbejde mellem Tyskland, Danmark og Holland.
 

Maine Coon katten er stor, muskuløs og kraftigt bygget. Medium bredt ansigt med firkantet snudeparti, forholdsvis langt hoved med kraftige kæber og kraftig hage. I profil skal panden være hvælvet.
Semilang blød pels, gerne med krave. Farverne er sort, blå, rød, creme og hvid, ensfarvet eller med tabby mønster. Alle farver kan være med eller uden sølv, og med eller uden hvid.
Store duskede ører. Brede forneden, lettere spidse og højt og lodret placeret på hovedet, gerne med tufser. Øjnene er lettere ovale, store og placeret langt fra hinanden. Alle øjenfarver er tilladt, afstemt efter pelsfarven. Kroppen er rektangulær. Lang og med bredt bryst. Benene er middellange med store poter. Halen bør være lige så lang som kroppen.
 

Maine Coon katten der er verdens største racekat ser vild ud, men er blid, hengiven og rolig – når den da ikke lige leger vildt med en tøjmus eller en sok. Maine Coon katten er nemlig meget legesyg, selv som voksen. Den er kærlig, selskabelig og knytter sig til sit menneske, og gengælder al den kærlighed og opmærksomhed den får. Det er katten der på mange måder opfører sig som en hund…

Maine Coon katten har en stor personlighed på alle måder. Den har en gennemsnitshøjde på omkring 35-40 cm, og en udvokset hankat vejer fra 8-12 kg. Denne race er først fuldt udviklet, når den er 4 år.